Charlottenborg Fonden søger to praktikanter til efteråret – en kommunikationspraktikant og en udstillingspraktikant. For begge stillinger gælder det, at vi søger praktikanter til en studierelateret praktik med start i september/oktober 2022. Ansøgningsfristen er onsdag den 29. juni 2022 kl. 12.

Charlottenborg Fonden arrangerer den årlige Forårsudstilling på Kunsthal Charlottenborg og har siden 1857 været en vigtig udstillingsplatform og springbræt for samtidens vækstlag inden for billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk. Udstillingen suppleres med en række aktiviteter som artist talks, performances, filmvisninger og rundvisninger. Praktikstillingerne fordrer indsigt og interesse i samtidskunst og moderne kunst og kultur, og som praktikant vil du arbejde sammen med den daglige leder af fonden. Læs mere nedenfor.

KOMMUNIKATIONSPRAKTIKANT

Som kommunikationspraktikant vil man bl.a. stifte bekendtskab med:
– Opsætning af online nyhedsbreve
– Opdatering af sociale medier
– Opdatering af hjemmeside
– Produktion af pressemeddelelser, nyheder og artikler
– Presseovervågning
– Kommunikative ad hoc-opgaver

Hvad kræver det af dig?

Du er i gang med en videregående uddannelse, gerne indenfor det kommunikative felt, og praktikforløbet indgår som del af uddannelsen. Det er fordel, hvis du har interesse for og viden om samtidskunst, men det er ikke en forudsætning.

Du skal interessere dig for at skrive, og formulerer dig godt på både dansk og engelsk. Du har en god grammatisk forståelse, er skarp til korrektur og er superbruger af Office-pakken. Derudover må du gerne være en erfaren bruger af sociale medier, særligt Facebook og Instagram. Det er en fordel hvis du har kendskab til billedbehandling i Photoshop og også gerne InDesign, og du har modet til at kaste dig over en masse nye og forskelligartede opgaver.

Stillingen som kommunikationspraktikant er alsidig og du får mulighed for at arbejde med en bred vifte af kommunikationsopgaver. Du er som praktikant initiativrig, struktureret, servicemindet og du bliver motiveret af en hverdag med mange skiftende projekter og varierende deadlines.

UDSTILLINGSPRAKTIKANT

Til vores udstillingsafdeling søger vi en dygtig og alsidig kollega, der især kommer til at beskæftige sig med opgaver indenfor flg. Områder:
– Planlægning
– Udstillingsproduktion
– Realisering af udstillinger og afvikling af events
– Formidling, kommunikation, app
– Administration

Hvad kræver det af dig?

Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse indenfor kunst og kultur (fx kunsthistorie, visuel kultur, moderne kultur). Praktikforløbet er planlagt til at vare ca. et semester og tilrettelægges efter de af universitetet udstukne retningslinjer for en meritgivende praktik. Du skal have interesse for og også meget gerne viden om samtidskunst, og det er en fordel, hvis du har erfaring med produktion af udstillinger eller events.

Stillingen som udstillingspraktikant er meget alsidig, og du vil komme til at have arbejde på flere forskellige underprojekter, som regel samtidig. Vi søger derfor en initiativrig person, der kan arbejde selvstændigt, samvittighedsfuldt og struktureret. Du har et køligt overblik og er ikke er bange for også at smøge ærmerne op og hjælpe os med de mange ad hoc opgaver, der også er en del af hverdagen i kunsthallen. Du er tillige god til at kommunikere, både skriftligt og mundtligt, og mestrer dansk såvel som engelsk.

Som praktikant kan vi tilbyde dig:

– En masse erfaring med spændende, studierelaterede opgaver
– En mulighed for at få den arbejdsrelaterede erfaring, som der er brug for i de ’rigtige’ jobs
– At du bliver en del af et lille og passioneret team

Praktisk info om ansættelse og ansøgning

Ansøgningsfrist: Onsdag d. 29. juni 2022 kl. 12.00

Start: September/Oktober 2022

Periode: Oktober til ultimo februar 2021 (Forårsudstillingen holdes i februar 2023), der tages hensyn til opstart af det nye semester. 

Antal timer: Der er tale om ca. 20-30 timer / 4 dage om ugen, men vi tager selvfølgelig hensyn til praktikantens forpligtelser i forhold til studiet, fx. projekter og eksaminer og evt. studiejob

Løn: Stillingerne er ulønnet

For spørgsmål angående stillingen kan du skrive til fondens daglige leder ih@charlottenborg-fonden.dk, eller ringe på 29912671.

Ansøgninger til stillingen som udstillingspraktikant sendes til: info@charlottenborg-fonden.dk 

Ansøgning (max 1 side) og CV (max 1 side).

Vi glæder os til at høre fra dig!