TALENTPRISEN 2020

AnneMette Elmelund. Talentprisen 2020. Foto Søren Rønholt

Den helt nyindstiftede talentpris tildeles AnneMette Elmelund (født 1984) for fotoserien Partus (2019). Årets jury har givet sig selv lov til at være med til at definere, hvad prisen er og skal kunne, og talentprisen tildeles derfor en kunstner, der er først i sin karriere som kunstner og har debuteret for nylig.

AnneMette Elmelund er jordemor og fotograf og har ud fra denne unikke position haft mulighed for – og mod til – at rapportere fra en ellers lukket verden med et fotografisk cool dokumentaristisk blik. Kød og grene, hår og rødder sammenstilles som mønstre og organiske former af liv og forgængelighed.

Et barns vej til verden præsenteres i blandede billedkomponenter af fødsel og natur. På en og samme tid konkret og abstrakt.

Juryen blev slået af Partus’ på en gang abstrakte og meget sanselige og intime udtryk. Med et sikkert fotografisk blik dokumenteres barnets ankomst i kvindens skød som glinsende landskab. Billederne sammenstiller og modstiller naturens kraft med udsnit af træer, bark og vand i billedkoblinger, hvor livets begyndelse smelter ind i naturen.

Det er et modigt fotografi. Det er rørende, stødende, smukt, voldsomt og håndgribeligt. Livets store spørgsmål rammer betragteren med fysisk kraft. Fødsel, liv og forgængelighed afmonteres som tabu.

Partus revitaliserer og opdaterer 70’ernes dokumentaristiske udforskning af kvindekrop og fødsel som en naturlig del af et kvindeliv. AnneMette Elmelunds fotografi er objektiviseret, uden smerte og peger på menneskets position i verden som forgængelig natur.

Fotografierne er en del af et mindre bogværk med fotografier af fødsler og natur.

Juryen glæder sig til at følge AnneMette Elmelunds udforskning af fotografiets potentiale og nytænkning af 70’ernes fokus på kroppen og opmuntrer til nye vigtige udforskninger af livets betydning med fotografiet.

På vegne af årets jury

Kirse Junge-Stevnsborg
Direktør, Malmö Konstmuseum