SOLOPRISEN 2021

Anna Sofie Jespersen. Soloprisen 2021. Foto Søren Rønholt

Årets jury, Politikens Forhal og Charlottenborg Fonden er glade for at kunne offentliggøre årets solopris-vinder Anna Sofie Jespersen.

Juryen og Politikens Forhal skriver:

Juryen har i samråd med Signe Jochumsen fra Politikens Forhal valgt maler Anna Sofie Jespersen som modtager af årets solopris. Vi har fra første øjekast alle været overvældede af hendes store billeders energi, intimitet og klare vision. Anna Sofie Jespersen beskæftiger sig såvel med de mest private som de almenmenneskelige elementer af vores eksistens; hun fremhæver portrættet som en fortælling både om tiden tilbragt sammen med og om omsorgen for de portrætterede. Gennem sit helt eget sprog og gennemarbejdede dynamiske udtryk giver hun os et blik ind i vidt forskellige private sfærer. Hun insisterer på en kompleksitet og udspænding mellem det hverdagsagtige og det fantastiske, som vi som beskuere på sælsom vis ikke kan blive færdige med. Vi har kun set et hjørne af Anna Sofie Jespersens univers og glæder os til at se det folde sig ud i en større soloudstilling i Politikens Forhal.

Med soloprisen følger et legat på 10.000 DKK og en invitation til at udstille i Politikens Forhal i 2022.