OM

JURY 2019

Juryen består i 2019 af Tove Storch (billedkunstner, DK), Anna Krogh (kurator, DK), Anna Bjerger (billedkunstner, SE), Linda Korndal (arkitekt, DK) og Irene Griegst (smykkekunstner, MA/DK). Med deres kunstfaglige praksis og stærke internationale udsyn har de ikke blot udvalgt årets deltagende kunstnere, men også nomineret fem deltagere til årets Solopris, hvor vinderen offentliggøres på åbningsaftenen. De nominerede er: Madeleine Andersson (SE), Amalie Gabel (DK), Kasper Knudsen Muusholm (DK), Samaneh Roghani (IR) og 24 studerende på 3. semester fra KADK, Institut for Bygningskunst og Kultur, Kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur (DK).

TOVE STORCH (DK)

TOVE STORCH (DK)

Billedkunstner
Tove Storch er uddannet i 2007 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Akademi der Biledende Künste i Wien. Hendes praksis tager ofte udgangspunkt i, hvordan en skulptur opstår, og hvordan den eksisterer. Hendes værker tager form som skulpturelle manifestationer, der udforsker det strukturelle og det geometriske, hvor materialer indgår i kontrastfyldte situationer med hinanden; transparent silke mod hårdt stål, hvidt papir klemt inde mellem tunge fedtede jernstænger eller billeder vist frem og samtidig gemt væk. Tove Storch bor og arbejder i København.
ANNA KROGH (DK)

ANNA KROGH (DK)

Kurator
Anna Krogh er kurator på BRANDTS – Museum for Kunst og Visuel Kultur. Hun har tidligere været ansat på ARoS som samlingsinspektør med samtidskunst som speciale (2001-2005). Hun har skrevet en lang række artikler om kunst og fungeret som redaktør for flere kunstbøger. I perioden 2010-2013 var hun medlem af Statens Kunstråds Internationale Kunstudvalg og frem til 2016 formand for bestyrelsen på Fabrikken for Kunst og Design (2012-2016). Anna Krogh er mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet (2000) og har en MA fra The State University of New York (1995).
ANNA BJERGER (SE)

ANNA BJERGER (SE)

Billedkunstner
Anna Bjerger er uddannet fra Royal College of Art i London i 2001. Hun vendte tilbage til Sverige for 14 år siden efter at have været bosiddende i London. Hun bor og arbejder i dag i Småland, Sydsverige, og har udstillet i ind- og udland. Hendes værker findes i samlinger som bl.a. Louisiana Museum, Humlebæk, Moderna Museet, Stockholm og Stedelijk Museum, Amsterdam. Anna Bjerger har kommende udstillinger på Man Museum, Sardinien, Galleri Magnus Karlsson, Stockholm og Galleri Bo Bjergaard, København.
LINDA KORNDAL (DK)

LINDA KORNDAL (DK)

Arkitekt
Som ejer og kreativ chef for arkitektur hos Norm Architects arbejder Linda Korndal med at kombinere intention, empati og æstetik. Hvorfor frembringer nogle rum bestemte følelser og dermed adfærd? Hvad er den oplevede kvalitet? Hvordan bliver vi bevidste om, hvordan rum påvirker os – og hvordan anvender vi den viden på en meningsfuld måde? Hendes tilgang er formet af et årti med international erfaring indenfor arkitektur og kommunikation samt som underviser og forsker på Kunstakademiets Arkitektskole. Linda Korndal har været nomineret til årets designer af Design Awards 5 år i træk og har modtaget en række internationale priser.
IRENE GRIEGST (MA/DK)

IRENE GRIEGST (MA/DK)

Smykkekunstner
Irene Griegst (født i Marokko) blev undervist i 1973-78 af smykkekunstner, billedhugger og designer Arje Griegst (1938-2016), som hun blev gift med i 1967. Hun er desuden uddannet i fransk og engelsk litteratur fra Hebrew University i Jerusalem, Israel. Irene Griegst har gennem årene modtaget en lang række legater og udmærkelser samt deltaget i talrige udstillinger i ind- og udland. Hendes smykker findes i samlinger hos Designmuseum Danmark, Statens Kunstfond og Röhsska – Museum of Design and Craft, Göteborg, Sverige. I 1963 etablerede Arje Griegst Griegst Jewelry og i 1978 blev Irene Griegst en del af virksomheden. Griegst Jewelry betragtes i dag som et af de mest anerkendte smykkehuse i Danmark, og drives fortsat af Irene Griegst samt parrets søn Noam Griegst, der har været kreativ direktør siden 2016. Irene skaber i stadig smykker på sit værksted i København.