OM
CHARLOTTENBORG FONDEN
For 160 år siden, i 1857, blev det besluttet at nedsatte en selvstændig og af Akademiet uafhængig udstillingskomite som fremover skulle varetage den årlige forårsudstilling på Kunsthal Charlottenborg. Det var starten på den institution som i dag hedder Charlottenborg Fonden. Lige siden 1857 har Fonden varetaget Forårsudstillingen og siden 1900 desuden også Charlottenborg Efterårsudstilling. Fra starten har Fondens vigtigste formal været at fremme og støtte kunsten – særligt den yngre del. Gennem sit lange virke har Charlottenborg Fonden løbende ændret organisation og styreform, uden dog grundlæggende at andre på de værdier og det formal den er udsprunget af.
I foråret 2006 indledtes en større forandringsproces af Charlottenborg Udstillingsbygning. Kulturministeriet udsendte en ny bekendtgørelse for institutionen, en ny bestyrelse og direktør blev ansat til sammen at forandre og revitalisere Charlottenborg Udstillingsbygning nationalt som internationalt. Forandringer som Charlottenborg Fonden har hilst velkomne og som ligger i tråd med de faglige og publikumsmæssige ambitioner Fonden stiler efter. Som led i denne forandringsproces har Charlottenborg Udstillingsbygning skiftet navn til Kunsthal Charlottenborg. Hermed er grunden også lagt til en ny dialog om fremtidens samarbejde mellem Charlottenborg Fonden og Kunsthal Charlottenborg. Fra 2008 indgår Charlottenborg fonden og Kunsthal Charlottenborg derfor et nyt tæt samarbejde, hvor Forårsudstillingen bibeholdes, men fundamentalt nytænkes så den frem over vil fremstå som en hybrid mellem Forårs- og Efterårsudstillingen. Målet er, at skabe en ny, bedre og mere ambitiøs udstilling som også i fremtiden er dagsordensættende, har fingeren på pulsen og når ud til et stort publikum.
Akademiets udstillinger på Charlottenborg 1755-1857
AF EMMA SALLING
Charlottenborg på Kgs. Nytorv i København har navn efter enkedron ning Charlotte Amalie. Efter Christian Vs død fik hun i 100 residens i bygningen, der var blevet opført 162163. Frederik Vs fornyede kunstakademi med officiel stiftelsesdato den 31. marts 154 flyttede ind i 153. Det varede ikke længe, før udstillinger blev en del af Aka demiets udadvendte virksomhed. Det følgende handler om de tilba gevendende udstillinger.1 De havde forskellig karakter og blev af holdt på forskellige tider af året, men efterhånden blev hovedvægten lagt på én årlig udstilling i tilknytning til Akademiets stiftelsesdag. Denne forårsudstilling blev organisatorisk løsgjort fra Akademiet med en ministeriel bekendtgørelse om Akademiets indre ordning af 2. juli 15. Dette år er afsættet for 150års jubilæet i 2007.
Deltagere i Akademiets guldmedaljekonkurrencer
Den første offentlige udstilling på Charlottenborg hang sammen med akademielevernes konkurrencer om guldmedaljer. Akademiets direktør, den franske billedhugger Jacques François Joseph Saly ud arbejdede reglerne for den første konkurrence i februar måned 155. Her stod, at konkurrenternes arbejder skulle udstilles offentligt på Akademiets stiftelsesdag, som også var Frederik Vs fødselsdag.3 Saly begrundede sin bestemmelse med, at udstillingen ville anspore an dre elever på Akademiet og samtidig virke udviklende på den danske offentligheds forståelse af kunst.
Konkurrenternes malerier, relieffer eller arkitekturtegninger skulle udstilles i Antiksalen (også benævnt Riddersalen, Figursalen, senere Festsalen), “som til den Ende heele Dagen skal staae aaben”. [Fig. 1]. Forinden var konkurrencearbejderne dog blevet gennemgået af Akademiet for om nødvendigt at udskille pinligt dårlige arbejder. Disse udstillinger ved stiftelsesdagen har kun været ganske små og må især have virket uanselige i den store sal med det voksende antal gipsafstøbninger. Den første udstilling omfattede kun otte arbejder: fire malerier, to relieffer og to arkitekturprojekter. [Fig. 2]. I Salys di rektørtid, dvs. til og med 11, blev vinderne kåret gennem hemme lig afstemning i den første akademiforsamling efter stiftelsesdagen. Samme dag overrakte præses, A.G. Moltke – eller i hans fravær direk tøren – medaljerne til de beærede vindere.
I 1771 blev antallet af konkurrenceudstillinger halveret ved et nyt reglement, der bestemte, at konkurrencerne herefter kun skulle afholdes hvert andet år og indledes i juni i stedet for i februar.4 De offentlige udstillinger kom nu til at ligge i august, september eller oktober, afhængigt af konkurrencens begyndelse, der fra 103 blev flyttet frem. Op til 193 synes udstillingerne kun at have varet én dag, men de åbnede til gengæld kl. eller om morgenen og lukkede først, når det blev mørkt. I 101 blev varigheden forlænget til tre dage, og i løbet af 100tallet kunne den komme op på en uges tid eller mere. Afstemningen om vinderne af konkurrencen gik for sig i den nær mest følgende akademiforsamling, mens selve den højtidelige me daljeuddeling blev udskudt til stiftelsesdagen det følgende forår.
Det er usikkert, hvor længe konkurrenceudstillingerne blev af holdt i Antiksalen. Regnskabsbilag fra 195 giver indtryk af, at man da anvendte skolelokaler, og i 11 blev det bestemt, at Ornamentsko len skulle bruges til formålet. Udstillingerne af guldmedaljekon kurrenternes arbejder fortsatte efter 15 helt op i 1900tallet hvert eller hvert andet år afhængigt af skiftende reglementer.
Saloner
Konkurrenceudstillingerne havde kun givet publikum indtryk af elevarbejder. De modne kunstneres værker var forbeholdt de såkaldte saloner. Den første danske salon fandt sted i 169.5 Initiativtageren var igen J.F.J. Saly. Han foreslog den 4. januar at fejre kong Christian VIIs snarlige hjemkomst fra en langvarig udenlandsrejse med en udstil ling af akademimedlemmernes arbejder på kongens fødselsdag den 29. januar, og at markere dagen hvert år med en lignende udstilling.
Saly indførte hermed en praksis, der var velkendt fra det konge lige maler og billedhuggerakademi i Paris, som han var medlem af. Det franske akademi havde siden 1660’erne med mellemrum afholdt udstillinger med arbejder af medlemmer, fra 1699 i Louvre. 1314 blev akademiets udstillinger regelmæssigt afholdt i Louvres Salon Carré (heraf betegnelsen salon) og i det tilstødende Galerie d’Apol lon. Salonerne var en årlig begivenhed indtil 151 (med undtagelse af 144 og 149), hvorefter de kun fandt sted hvert andet år. De åbnede fra 146 omkring kongens navnedag, St. Louis’ helgendag den 25. august. Saly var fortrolig med de franske saloner, hvor han selv havde udstillet. De nyere europæiske kunstakademier inddrog udstillin ger i deres virksomhed, som man havde gjort i de tidlige italienske kunstakademier i Firenze og Rom. The Royal Academy of Arts i Lon don afholdt således årlige udstillinger lige fra sin stiftelse i 1769.
Salys forslag om en københavnsk salon i 169 fik tilslutning fra akademiforsamlingen, der dog med bange anelser insisterede på, at salonerne kun kunne afholdes hvert andet år. Professor C.F. Harsdorff fik overdraget hele arrangementet af salonen 169. Udstillingen kom til at omfatte 13 arbejder af professorer, andre medlemmer og agree rede, dvs. kunstnere, der havde fået adgang til at udføre et medlems stykke, således som det krævedes for at blive medlem af Akademiet før 15. I det lille trykte katalog over de udstillede værker oplyses det, at de otte dage, udstillingen varer, “skal Indgangen udi Acade miets store Sahl fra om Morgenen og indtil Aftenen alle og eenhver være tilladt.”[Fig. 3].
De gode forsætter om at afholde en salon hvert andet år kunne ikke gennemføres. 11 blev et vanskeligt år for Akademiet efter A.G. Moltkes afgang som præses. Den . januar da Saly trods alt lagde op til en ny salon, vægrede forsamlingen sig, dels fordi der ikke ville være mange nye værker at udstille, dels på grund af rygter om nedlæggel se af Akademiet som et led i besparelserne under Struensees regime. Selv om det ikke gik så galt, indebar 11 dog store nedskæringer for Akademiet, og det førte til, at Saly tog sin afsked som direktør i juli måned.
Først i 1777, da C.F. Harsdorff var direktør, begyndte Akademiet at forberede sig på en ny salon i januar det følgende år. Man fandt det ikke forsvarligt igen at afholde den i Antiksalen, hvor afstøbninger ne efterhånden stod meget tæt. Til gengæld syntes Klasselotteriets lokale at være en god mulighed. [Fig. 4]. Akademiet ønskede ikke alene at bruge det i forbindelse med salonen, men også siden som et permanent udstillingslokale, hvor elever og andre kunstnere kun ne vise deres arbejder hele året og således forbedre offentlighedens smag. Men disse ideer vandt ikke gehør på højeste sted.
Salonen åbnede for publikum den 29. på kongens fødselsdag. Den stod endnu urørt på stiftelsesdagen, og først efter august blev be trækket på væggene nedtaget. Kataloget omfattede 212 numre, men det blev afsløret i forordet til næste salon 194, at det i 1 kun havde været “med megen Møje”, at salonen i sin tid var blevet arrangeret og kun “ved Hielp af StudieFigurer, Esquisser og Haandtegninger, hvis egentlige Bestemmelse ikke er, at opstilles til Skue.” Udstillin gen viste mange værker i forbindelse med opførelsen af Frederik Vs store begravelseskapel ved Roskilde Domkirke. Der var både tegnin ger og modeller af C.F. Harsdorff og gravmæler af Andreas Weiden haupt og Johannes Wiedewelt. Som et særligt effektfuldt indslag var Wiedewelts model i halv størrelse til hans gravmæle over Frederik V dramatisk udstillet i Kuppelsalen, kun belyst fra lanternen. [Fig. 5].
Der gik 16 år inden næste salon 194. Den kunne nu afholdes i Ornamentskolen, der i 191 havde overtaget Klasselotteriets loka ler efter dets udflytning. Ved at inddele det største værelse blev der indrettet tre lokaler, det inderste med en grågullig farve på tapet og paneler, de to næste mod trappen i en skiden grønlig perlefarve, som der står på malerregningen. Kataloget omfattede nu 234 numre. Blandt Akademiets professorer, medlemmer og agreerede udstillede to damer deres medlemsstykker fra hhv. 10 og 190, nemlig blom stermalerinden Magdalene Margrethe Bärens og kunstbroderersken Cathrine Marie Møller. [Fig. 6].
Ved salonen 194 blev der for første gang krævet entre, fire skil ling, dog med gratis adgang for Akademiets elever. På grundlag af entreindtægten på 1246 rdl. og billetprisen har F. Meldahl beregnet, at mere end 25.000 mennesker må have besøgt udstillingen den må ned, den varede. Et meget stort besøg i betragtning af, at Københavns befolkning på det tidspunkt bestod af omkring 100.000 mennesker. Formålet med entreen var dels velgørende, dels at forebygge alt for stærkt tilløb af “den gemeene Pøbel”. Entreindtægten blev samlet i en fond (Akademiets Fattigkasse), hvis renter blev uddelt årligt på stiftelsesdagen til økonomisk dårligt stillede, fortrinsvis til personer med tilknytning til Akademiet.
I den nye fundats 114, som var blevet til på initiativ af prins Chri stian Frederik (den senere Christian VIII), var man kommet frem til, at der skulle afholdes en salon hvert fjerde år med arbejder af med lemmer og i modsætning til de tidligere saloner også med “artister” (dvs. guldmedaljevindere) og “elever” (dvs. Modelskolens elever før erhvervelse af en guldmedalje). Udstillingen skulle vare mindst fire uger, og der kunne også vises “udsøgte Arbeider” i håndværk, der krævede tegning, i et særskilt værelse. Frederik VIs og dron ning Marie Sophie Frederikkes kroning den 31. juli 115 blev anset for en passende anledning til at afholde en salon. I overensstemmelse med fundatsen blev det også tilladt elever, bl.a. Akademiets stipen diater, og andre kunstnere end Akademiets medlemmer at udstille, men der blev dog ikke medtaget håndværksarbejder. En række nye gipsafstøbninger af antikke statuer fra Rom indgik i udstillingen. Trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke at gennemføre en femte sa lon i 120. Derimod kan man betragte udstillingen i 140 i anledning af det nye kongepar Christian VIIIs og dronning Caroline Amalies kroning den 2. juni som en salon. Der blev vist værker af Akademi ets medlemmer, agreerede og daværende elever, men også af andre kunstnere. Afholdelsen af saloner havde dog efterhånden mistet sin betydning. Det skyldtes, at de årlige Charlottenborgudstillinger i forbindelse med stiftelsesfesten efterhånden havde udviklet sig. For at undgå misforståelser skal det bemærkes, at disse udstillinger også til tider blev omtalt som “saloner”, f.eks. i anmeldelser i 130’erne.
Forårsudstillinger 1772-1857
Før 12 bestod udstillingerne i forbindelse med stiftelsesfesten den 31. marts som nævnt af arbejder fra de årlige guldmedaljekonkur rencer. Men da disse konkurrencer var blevet flyttet til sommertiden og indskrænket til hvert andet år, fik forårsudstillingerne et andet indhold. Det blev praksis, at den nye præses, arveprins Frederik på stiftelsesdagen blev ført gennem Akademiets skoler, hvor han fik forevist arbejder af eleverne. På sin rundgang før uddelingen af sølv og guldmedaljer i Antiksalen kom han også gennem Kuppelsalen og det tilstødende bibliotek. Her havde medlemsstykker, portrætter og andre af de bedste værker fra Akademiets kunstsamling deres faste plads, men i forbindelse med stiftelsesdagen var der også en udstil ling af nye medlemsstykker, de seneste gaver og arbejder af ældre elever. Man kender til dels disse kunstværker fra omtale i Akademi ets mødeprotokoller (Dagbøger) eller i dagspressen. Avisen Dagen bragte i 106 en fortegnelse over de 35 udstillede værker, og fra 10 dokumenteres udstillingerne gennem trykte udstillingskataloger, som regel med “Tillæg” af forsinkede indleveringer.
Udstillingerne i forbindelse med stiftelsesdagen var først og fremmest beregnet for præses og andre gæster. Det er et spørgsmål, hvornår der også blev offentlig adgang. Det kan i hvert fald doku menteres, at fra og med 104 var der åbent for publikum. Udstil lingen 104, der åbnede den 2. april, blev omtalt i Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn og i Politivennen, begge steder dog kun for sin skandale værdi. Kobberstikker Georg Fahrenholtz udtrykte i Politivennen sin forargelse over, at nogle mennesker beholdt hatten på i det højkon gelige kunstakademi, hvor han i øvrigt selv havde erhvervet den lille sølvmedalje i 19. Nyeste Skilderie skildrede tumultagtige scener på grund af overvældende publikumssucces. Sandsynligvis havde der dog allerede før 104 været offentlig adgang. Det fremgår nemlig af akademiforvalternes regnskaber, at i perioden 194103 blev der aflønnet opvartere i april ved “Expositionen”, “Stöckernes Udsæt ning” eller, mens Akademiet var “aabent”. I denne periode svingede udstillingernes varighed tilsyneladende mellem tre og ni dage. Der kan gisnes om, hvor vidt den velbesøgte salon i januar 194 havde in spireret Akademiet til at åbne udstillingerne om foråret for et bre dere publikum.
Forårsudstillingerne var egentligt beregnet for arbejder af ældre elever, der ikke var medlemmer af Akademiet. Medlemmernes arbej der var reserveret til salonerne, der som omtalt kun sjældent fandt sted. I 114 inddrog forårsudstillingen imidlertid de nyeste medlemsstyk ker, i 115 også andre arbejder af medlemmer, og i 120 af agreerede. Professorerne kom ikke med før i 121, året efter det mislykkede forsøg på at foranstalte en ny salon. Herefter begyndte antallet af andre medlemmers arbejder også at stige. Fortsat var forårsudstillingerne også stedet, hvor ældre og yngre elever kunne vise deres resultater. [Fig. ]. Ifølge Akademiets referater var guldmedaljevindernes arbej der fra foregående år udstillet i Antiksalen 1316 og i Kuppelsalen eller den tilstødende sal i 192. Muligvis har sådanne arbejder altid været udstillet samme år, som vinderne fik overrakt deres medalje i Antiksalen.9 Det skete i hvert fald regelmæssigt fra og med 106. [Fig. ]. Fra 112 blev der udstillet arbejder, som var blevet præmieret med sølvmedalje. [Fig. 9, 10]. Arbejder for pengepræmier (i arkitektur, i malede og modellerede modelstudier, landskabsmaleri og ornament tegning og modellering), som blev indført i 123, kom også med, og fra 13 ligeledes præmierede værker i den nye Neuhausenske konkurrence.
Forårsudstillingerne gav desuden plads for kunstnere uden for Akademiet. Det gjaldt også kvindelige kunstnere, enten navngivne eller “ubenævnte” damer. De gjorde sig bl.a. gældende med brode rede kunstværker, en kunstform der i løbet af 100tallets sidste tiår vandt mere og mere anseelse. Akademiet optog som nævnt i 190 jomfru Møller som medlem på to broderier. [Fig. 6]. I 102 blev der første gang udstillet blomsterbroderier af to damer. Det fortsatte i 105, 106, 110 og 112. Så sent som i 135, da en mere selvstændig, direkte tilgang til motivet blev værdsat, udstillede “Lady Severens”, guvernante hos hertuginden af York, “En NyFoundlands Hund, broderet med Silke, efter Naturen”. De kvindelige kunstneres arbej der var ellers ofte blomsterbilleder eller kopier.
I 1826 indførtes en særlig kategori i udstillingskatalogerne, nem lig “Ornamentfaget” (fra 144 benævnt “Decorationsfaget”), dvs. håndværk, der krævede tegning. Det var som nævnt allerede blevet givet som en mulighed i fundatsen fra 114, når det gjaldt salonerne. Akademiets Ornamentskole havde siden 11 taget sig af håndvær kerlærlinges tegnemæssige uddannelse, og akademiforsamlingen havde fra samme år haft til opgave at bedømme mesterstykker, fra 114 også svendestykker, inden for bestemte fag. Tegninger og mo deller af ornamenter havde tidligere i 120’erne været udstillet sam men med bygningskunst. Under ledelse af G.F. Hetsch, der var blevet professor i 1822, fik Akademiets Ornamentskole en opblomstring, og elevernes engagement blev stimuleret af de ovennævnte pengepræ mier. Det var fortrinsvis nogle af de præmierede arbejder, der kom på udstilling. Fra 129 introduceredes begrebet “HaandværksArbei der”, bl.a. genstande udført af forskellige håndværksmestre. Publi kum blev f.eks. præsenteret for bordtæpper, temaskiner, kakkelovne, forgyldte lysekroner (af hofforgylder Damborg), sabler og briller.
Udenlandske kunstnere var også repræsenteret på Charlotten borgudstillingerne om foråret. Grunden kunne være, at deres med lemsstykker som æresmedlemmer af Akademiet blev vist, eller fordi der fandtes arbejder af dem i danske samlinger. Publikum kunne bl.a. se værker af Filippo Agricola, Franz Catel og brødrene Franz og Johann Riepenhausen i 124. I 143 var der udstillet 39 udenlandske værker fra Thorvaldsens Samling.
Også afstøbningssamlinger af ny eller ældre kunst kunne få plads på udstillingerne, således i 120 P.O. Brøndsteds samling af af støbninger efter Peter Vischer d. Ældres 12 apostelfigurer og selvpor træt på Sebaldusgraven i Nürnberg fra 1519.
Forårsudstillingernes udstillingskomiteer, censur, lokaler og ophængning
Som nævnt havde Akademiet censureret guldmedaljekonkurren ternes arbejder siden 155, inden de blev udstillet offentligt. Også i forbindelse med udstillingerne ved stiftelsesfesterne fra 12 var der efter alt at dømme censur. I 12 blev det således udtrykkeligt nævnt i referatet af akademiforsamlingen den 4. marts, at arbejder, der øn skedes udstillet i anledning af præses’ besøg på Akademiet, skulle indsendes til bedømmelse i forvejen. Udvælgelsen af egnede arbejder skete fra 119 til 15 i særlige komiteer, hvis medlemmer blev valgt blandt Akademiets professorer eller andre medlemmer.11 Ved valget blev der tilstræbt repræsentation af kunstnere fra de tre hovedfag med mere eller mindre ligelig fordeling mellem fagene. I forbindelse med en række bestemmelser den 19. februar 13 om årets udstilling blev det nævnt, at akademimedlemmernes arbejder ikke skulle be dømmes af udstillingskomiteen. Den fornyede fundats 142 gentog denne undtagelse, der muligvis har været en selvfølge, siden med lemmerne begyndte at deltage i forårsudstillingerne i 1814.
De årlige forårsudstillinger krævede efterhånden mere og mere plads.12 Imidlertid er det svært helt nøjagtigt at fastslå, hvilke lo kaler på Charlottenborg der blev anvendt gennem årene, og hvor indgangen for publikum var. [Fig. 4]. Der er dog ingen tvivl om, at udstillingerne fandt sted på 1. sal i lighed med de tidlige konkur renceudstillinger og salonerne. Udstillingerne i 100tallet var cen treret om Kuppelsalen og det tilstødende bibliotek og kunne også inddrage Antiksalen. Også skolerne blev benyttet til udstilling af elevernes arbejder. I 116 fremgik det af avertissementer i Dagen og Danske Statstidende, at udstillingen stadig fandt sted i skolerne, Kup pelsalen og dens forsal. I 129 gives der nærmere oplysninger om indgangen for publikum, idet akademiforsamlingen besluttede, at billetsalget skulle finde sted på trappen ved opgangen til 1. sal (dvs. hovedtrappen mod Kgs. Nytorv), og at billetterne skulle afleveres ved indgangen i Gipsskolen, som lå i nordfløjen mod Nyhavn. Muligvis beskriver det indgangsforhold, der har været gældende i mange år. I 129 blev der etableret en udgang for besøgende fra Antiksalen, hvor opvarter Linder blev posteret for at passe på, at ingen smuttede gratis ind, men benyttede indgangen overfor. Af F.C. Hillerups anmeldelse i Dansk Kunstblad 13 og 13 fremgår det, at indgangen stadig var 1. sal til venstre. Antiksalen blev i 13 anvendt til et meget stort maleri af J.L. Lund: “Solens tilbedelse” til Christiansborg. Det lader til at have været en undtagelse, for først i 143 nævnes det af Kjøbenhavns postens anmelder, at “den lange Række af Værelser” dette år var blevet forøget med “Figursalen, den tidligere Entree og et Sideværelse.” An meldelser godtgør, at udstillingen i 14 omfattede 11 værelser, mens den i 133 kun strakte sig over . I 150 lader det til, at hovedindgan gen var blevet flyttet, for så vidt som Meïr Goldschmidt oplyste i Før og Nu, at det første værelse, man kom ind i, var Antiksalen, dvs. at indgangen da var 1. sal til højre ved hovedtrappen.
Udstillingskomiteerne var også ansvarlige for ophængningen. Man ville ønske, at danske kunstnere i 100tallet og første halvdel af 100tallet havde været lige så ivrige efter at gengive de akademiske udstillingslokaler, som det var tilfældet i Frankrig og England, hvor lokaler og publikum var genstand for talrige malerier, tegninger og stik, dels af repræsentativ, dels af humoristisk karakter. De højlofte de, hvælvede rum i Louvre og Somerset House var tæt behængt med billeder i flere rækker over hinanden. I Danmark kendes ingen gen givelser af denne type før anden halvdel af 100tallet. Formodentlig har de udstillede billeder i København hængt lige så tæt som i Paris og London. En sådan ophængning i et forholdsvis lavloftet rum ses på en satirisk tegning af C.W. Eckersberg, hvor en Harlekin og en Pjerrot intenst studerer en tom ramme på en maleriudstilling. Rum met kan dog ikke identificeres med et lokale på Charlottenborg.
I 13 kom F.C. Hillerup også ind på selve udstillingsarrangemen tet, som efter hans mening da var blevet forbedret. Han syntes, at de første rum hidtil havde frembragt “et ubehageligt Indtryk ved deres Tomhed og alt for entreemæssige Udseende”. I 13 blev de brugt til skulpturarbejder, der som noget nyt blev vist på rød baggrund i modsætning til den tidligere grå. Hillerup foreslog selv forskelligt farvet baggrund i hvert værelse, således som han efter eget udsagn kendte det fra italienske gallerier, og som det senere kunne ses i Thorvaldsens Museum.
Forårsudstillingernes publikum
Der var ikke mange offentlige udstillinger i København, så udstil lingerne på Charlottenborg tiltrak et stort og meget forskelligartet publikum. Udstillingernes sikre og fornemste besøgende var kon gen og den kongelige familie. For de udstillende kunstnere indebar det ud over æren mange kongelige indkøb af kunst, bl.a. formidlet af præses prins Christian Frederik. Forårsudstillingen var desuden ste det, hvor både erfarne og unge kunstnere fremviste deres nye arbej der til bedømmelse af tidens kunstkritikere i kulturelle tidsskrifter, aviser eller selvstændige skrifter.14 Blandt de seriøse, indflydelsesrige kunstkritikere kan nævnes Peder Hjort, der begyndte sine anmeldel ser i tidsskriftet Athene i 115, N.L. Høyen, professor ved Akademiet fra 129 med anmeldelser siden 12 og cand.theol. K.F. Wiborg, der i 13 udgav sin første lange bedømmelse af udstillingen. Aviserne bragte ofte lange anmeldelser, der strakte sig over adskillige numre, med indgående beskrivelser af hvert kunstværk eller holdt i en mere underholdende journalistisk stil. Udstillingerne tiltrak naturligvis også det veluddannede, kulturelt interesserede publikum og deres familier, der kunne være potentielle købere. Andre kunstnere end de udstillende har uden tvivl også været flittige besøgende.
Men udstillingerne var desuden godt besøgt af folk, der ikke mange andre steder havde så gode muligheder for at “se billeder”. Det var mennesker, der formodentligt mere var tiltrukket af moti vernes mangfoldighed og underholdningsværdi end af muligheden for æstetisk nydelse og kunsthistorisk indsigt. Fornøjelsen ved at op leve udstillingsmiljøet med de mange kendte og ukendte besøgende kan heller ikke undervurderes. Dette publikum gav ligesom tid ligere anledning til bekymrede overvejelser. I 104 blev der i Nyeste Skilderie udtrykt forargelse over, at værelserne var “saa propfulde og Tilløbet af Mennesker, især den laveste Pøbel, saa stort, at ingen sand Kunstelsker kunde faae noget at see, og at mange vare ubehøvlede nok til næsten at kaste Stykkerne omkuld.” I et læserbrev i Politiven nen 10 blev der klaget over, at børn og voksne af den laveste klasse optog pladsen for kendere, og det blev foreslået at sortere publikum ved at indføre entre de første tre dage og give fri adgang de sidste tre. Det var sådanne anskuelser, der motiverede Akademiet til at indføre entre i 111. I Akademiets indstilling til kongen om at godkende ord ningen fremhævedes ønsket “om at sætte Grændser for det Tilløb af den laveste Folkeklasse ... som har givet Anledning til Uordener og forhindret Andre, som kunde have anden Interesse for Konster, end den, der eene fødees af Nysgierrighed fra at besøge Udstillingen”. Betalingen løste åbenbart ikke problemet. I 113 indførte Akademiet i stedet ekstraordinære billetpriser midt på dagen for “Andre, hvis Forretninger ikke tillade dem at see de udstillede Kunstsager i disse Timer [dvs. først og sidst på dagen] , eller som ønske med større Be qvemmelighed at betragte dem.” Ordningen med dobbelt pris i no get af udstillingstiden fortsatte indtil 1838.
Andre forstyrrende elementer på udstillingen var stokke og hun de. I 106 foreslog en læser uden resultat i Politivennen, at begge dele skulle afleveres ved indgangen mod udlevering af et nummer. Først i 13 blev det forlangt, at stokke og paraplyer skulle afleveres, inden man betrådte udstillingen, formodentlig både af hensyn til andre besøgende og for kunstværkernes skyld. Med det samme blev der ud stedt forbud mod at berøre skulpturerne. Til gengæld blev det nu til ladt de besøgende at være “bedækkede”, dvs. at beholde hatten på.
Udstillingsindtægterne
Overskuddet af billetindtægterne tilfaldt Akademiet. Heraf blev en del i 121 afsat til en understøttelseskasse, den såkaldte “Enkekasse”. Der blev først approberet et endeligt reglement den 31. marts 13. Herefter skulle foreløbigt 1/3 af udstillingsindtægterne tilfalde kas sen, men andelen skulle efterhånden nedtrappes. Understøttelsen kunne gives til medlemmer af Akademiet, deres enker og ægte børn. Desuden tilgodeså man modtagere af Udstillingsmedaillen (Thor valdsen Medaljen) og deres efterladte. Medaljen, der kunne gives til en lovende kunstner på udstillingen, var blevet stiftet i 13 og for første gang tildelt Martinus Rørbye i 13.15 Også lærere i Akademiets skoler og akademiforvalteren kunne nyde godt af ordningen. Anven delsen af udstillingsindtægterne og herunder fordelingen af Under støttelseskassens midler kom til at spille en vigtig rolle i den hurtigt voksende opposition mod Akademiet i 140’erne og 150’erne. Det blev påpeget, at alle udstillende kunstnere bidrog til entreindtægter ne, men at kun medlemmer og andre med tilknytning til Akademiet nød godt af dem. Det var bl.a. dette forhold, der blev ændret i 15 med oprettelsen af en selvstændiggjort Udstillingsfond, som blev bestyret af en Udstillingskomite, se s. 3435, 56. For publikum var der umiddelbart ingen forskel at mærke. Udstillingerne fortsatte foreløbigt i den gamle Charlottenborgbygning, og katalogerne lig nede sig selv. De udstillende kunstnere var også til dels de samme som før, men de havde fået et andet forhold til udstillingen, til dens indhold, ophængning og indtægter.
Artikel skrevet af kunsthistoriker Emma Salling til Charlottenborg Fonden jubilæumspublikation
Udgivet 2007
