Som ejer og kreativ chef for arkitektur hos Norm Architects arbejder Linda Korndal med at kombinere intention, empati og æstetik. Hvorfor frembringer nogle rum bestemte følelser og dermed adfærd? Hvad er den oplevede kvalitet? Hvordan bliver vi bevidste om, hvordan rum påvirker os – og hvordan anvender vi den viden på en meningsfuld måde? Hendes tilgang er formet af et årti med international erfaring indenfor arkitektur og kommunikation samt som underviser og forsker på Kunstakademiets Arkitektskole. Linda Korndal har været nomineret til årets designer af Design Awards 5 år i træk og har modtaget en række internationale priser.