Jonas Raams arbejde er en subjektiv historieskrivning i billeder. Han tager udgangspunkt i den irrationelle og modsætningsfulde billedstrøm i vores samtid. Fra kilder som internettet, aviser, bøger samt egne fotografier, genererer han billedmateriale som berører emner som socialitet og kultur, magt, politik, psykologi og symbolik. Ved at udvælge billeder fra disse forskellige medier og tage dem ud af deres kontekst, for derefter at sætte dem ind i en anden sammenhæng, konstruerer han et nyt indhold. Udvælgelsen følger ikke nogen fast form eller tematisk kategorisering. Materialet præsenteres i visuelle strukturer uden at relatere direkte til én bestemt historie eller sekvens. Hensigten er at fortælle en så kompleks historie som muligt både på det ydre og indre plan, for derigennem at opnå et detaljerigt netværk af forskellige associationsmuligheder hos betragteren.