INTERVIEW: HEIN HEINSEN

Censur kræver bevidsthed om rammer i kunst og samfund

Billedhuggeren Hein Heinsen spiller en vigtig rolle på den danske kunstscene. Både med sine værker og i kraft af de centrale placeringer han har haft – som professor på Kunstakademiet i København, som medlem af bestyrelser og udvalg, senest i “den store censur”, som formand for kanonudvalget for billedkunst. Men i slutningen af 1960’erne var han med til at udfordre censur. Hvad var det, der skete med censuren på Kunstnernes Efterårs-udstilling i Den Fries Udstil-lingsbygning i 1968-69?

Vi unge på K.E. ville demonstrere, hvordan censur fungerer inden for bestemte samfundsskabte rammer. Det er klart, at man kan udføre faglig censurer inden for en faglig ramme. Men det er ikke sikkert, at fagfolkene er bevidst om den ramme, der ligger udenom. Og det var det, vi var så opmærksomme på i slutningen af 1960’erne: rammerne for kunsten, forholdet mellem kunst og samfund.

Det kan godt være, at vi vælger hvilke værker, der skal med på en udstilling. Men hvad nu hvis rammen, det foregår i, er helt forkert? Derfor begyndte vi at stille spørgsmål ved selve rammen og finde værker, der muligvis ville torpedere den ramme. Det startede i 1968 med et katalog, der viste rammerne for K.E.: portrætter af magtfolk som forretningsfører, pressesekretær m.fl. og dokumentation af tal f

or K.E. – økonomi og procedurer for udvælgelse osv. Så kom der en invitation fra K.E. til at sende forslag til værker, som hverken var skulptur eller maleri. Opfordringen blev trykt i avisen og der stod, at vi ville bruge foreningens penge på at realisere de ideer, der blev godkendt. Det var en torpedo: vi begyndte at bruge penge af foreningens formue til ting, som man dengang ikke syntes, var kunst.

Det vil sige, at I formulerede et andet værkbegreb end det gængse modernistiske – ved at invitere til projekter i stedet for traditionelle værker som maleri og skulptur?

Lige netop. Men det gik ikke helt godt, for det viste sig jo, at vi ikke kunne samle hele komiteen. Der var dog ingen, der protesterede det år. Første år, 1968, var egentlig blot en åbning og en bevidsthed om, at rammen spiller en rolle. Og et forsøg fra censurkomiteens side til også at få greb om pengene – jeg hev jo bare penge ud af kassen og bevilgede penge til de gode forslag til værker, der kom ind. Men næste år var den port åbnet så meget op, at det blev for meget.

Det var Knud Pedersen, der præsenterede en seddel med teksten: “K.E.s vedtægter skal opløses”. Han havde også udtalt i dagspressen, at skulpturkomiteen kun ville antage “kunstneriske holdninger”, hverken skulpturer eller objekter. Det var altså et konceptværk, som vi gerne ville hænge op på væggen. K.E. blev jo ikke nødvendigvis ødelagt af den seddel, men der var andre i komitéen, der blev så forbandede over, at det kunne være et kunstværk. Vi mente, at det var et konceptuelt værk – Joseph Kosuth havde jo allerede været der, men det medførte, at en del af censurkomiteen barrikaderede sig på K.E. og udelukkede skulpturkomiteen, Bjørn Nørgaard og Mogens Møller. Det ville vi ikke finde os i. Derfor lagde vi sag an mod resten, vi var 46 medlemmer af K.E. der lagde sag an mod den siddende komite for K.E. Det er interessant at se at til trods for, at det var alle de avancerede kunstnere, der lagde sag an, så tabte vi den med glans. Østre Landsret fastslog, at det var i orden at udelukke skulpturkomiteen, fordi de ikke sikrede “kunstneres originale arbejde”. Vi fik altså dom på, at det Knud Pedersen havde lavet, ikke var noget kunstværk.

Forløbet og retssagen er et helt værk i sig selv, I fik virkelig afsløret nogle rammer her.

Ja, helt basalt var det et kritisk oprør mod censuren. Censur kan ikke holdes inden for de kunstfaglige rammer, der vil altid også være andre rammer – om ikke andet så lokalemæssige og også økonomiske rammer udenom. Har man fat i dem?

I dette tilfælde satte vi fokus på værktypen. Vi valgte at censurere ideer til værker. Det er sådan set ikke anderledes, end man gør i Statens Kunstfond eller Kunstrådet i dag. Men det var en overskridelse i forhold til at sidde pænt og tage bunken af færdige værker, som man ellers gjorde. Ved vores torpedering kom kriterierne for kunstbegrebet eksplicit frem – jeg ved ikke, hvad man tidligere gjorde ved værker, som hverken var skulptur eller maleri.

Det afspejler måske også en ambivalens i forhold til at skulle indtage rollen som dem, der har magt til at censurere?

Ja, og der er en anden sjov historie. Vi kunne ikke rigtig beslutte de præcise kriterier for, hvad der skulle tages med. Bjørn Nørgaard og jeg fik så en rigtig god ide til et helt klart udvælgelseskriterium: vi tager kun billeder med grantræer. Det resulterede i, at de andre blev så skrækslagne, at de ikke turde gå hjem – Erling Frederiksen blev der sågar om natten, for han var bange for, at vi skulle få den gale ide gennemført. Men det fungerer som en metavurdering, grantræer. Det er en afgrænsning, endda en ganske tydelig grænse. På den måde udførte vi flere små angreb mod det at censurere. Al balladen førte til, at “mahogni-klubben”, som vi kaldte det, blev så provokeret, at K.E.s forretningsfører gennem mange år, Højesteretssagfører Bondo Svanes kontor, trak sig og K.E. næsten blev nedlagt. Men der var heldigvis nogle kunstnere, som fik det op at stå igen.

Jeg vil understrege, at det i dag helt klart er min holdning, at man skal have censur i den forstand, at der er tale om en faglig vurdering. Det foregår hele tiden, og det skal der være. Spørgsmålet er, om den ramme, man foretager censureringen i, er den rigtige i forhold til den tid, man virker i. Alt efter tiden skal rammen gøres enten videre eller smallere. Hvis du forestiller dig, at vi er lige midt i postmodernismens allerværste, hvor man mener, at alt går, så kan det være, at r

ammen skal snævres ind. Men i en anden situation, hvor det er skide stift og gammeldags, som det var dengang, så skal den åbnes. Det er mit svar i dag: Rammen skal strammes i forhold til tidens kunstbegreb, alt efter hvor meget det flyder, og hvordan hele samfundets værdier flyder. Det må man finde ud af ved at analysere situationen: Hvor stramt skal det faglige være?

Hvad betyder det med censurerede udstillinger i det danske kunst-liv?

Det er fantastisk godt med åbne, censurerede udstillinger, fordi enhver kan komme ind. Man behøver ikke på forhånd at have mødt en bestemt gallerist eller have gået i en bestemt retning. Den åbne censur er fantastisk vigtig i et fag, hvor der jo ikke ligger nogen fastlagte kriterier for, hvad der er kunst. Men det stiller helt særlige krav til censurkomiteen. Den har faget i ryggen – enten for meget, så den ikke kan få øje på det nye – eller for lidt, så det hele bliver for løst og uinteressant. Som det måske er i øjeblikket.

Hvis kunsten overhovedet skal danne sig, må der være noget, man til en vis grad er enige om er kunst. Det kan man så tage afstand fra eller tilslutte sig. Men hvis du ikke har nogen som helst ramme, er det ikke muligt at have et kunstbegreb. Det er ligesom i Jorge Luis Borges’ historie om kortet og verden. Hvis kortet bliver identisk med verden, er der ingen, der kan finde rundt. Der skal være en form for fast placering, som det nye så kan tage stilling til. Derfor er censurmarkeringer og kanon nødvendige. Nogle gange er det nødvendigt at bryde de faste rammer ned, og andre gange er det nødvendigt at markere dem. For det meste er der bare en diskussion om kanten. Men den diskussion kan man ikke komme udenom.

Interview ved Malene Vest Hansen