Med udstillingen tager Prokofiev os med ind i en langvarig konflikt og en krig, som utilsigtet er blevet et vilkår for den erklærede systemkritiske kunstners liv. Udstillingen kommer i forlængelse af, at Sergei Prokofiev modtog Soloprisen ved Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2022. Med anerkendelsen fulgte nemlig også muligheden for at lave en soloudstilling i Politikens Forhal.

I udstillingen kan publikum opleve en serie filigranagtige tredimensionelle modellerede skulpturer, der viser en gruppe faldne soldater og en række ikoniske bygningsværker, blandt andet den historicistiske facade på Mariupols nu sønderbombede teater samt to terminaler fra lufthavnen i Donetsk. Fra inderste del af udstillingsrummet strømmer lysblink fra et videoværk. Her befinder vi os midt i et voldsomt mørke, et tordenvejr med kraftige lynnedslag og brag i det fjerne, der sætter scenen for hele udstillingen.

I udstillingsteksten skriver Sergei Prokofiev bl.a.:

Den 24. februar 2022 påbegyndte Rusland en fuldskala militær invasion af Ukraine. Hver af os håbede og forsikrede os selv om, at der ikke ville komme nogen krig. Men krigen har stået på dag for dag lige siden den dag. Næsten et år er gået siden invasionen, og krigen er blevet vores liv, og for mange er krigen blevet til døden.

Hell af Sergei Prokofiev kan opleves fra fredag 27. januar fra kl. 12.00

For yderligere information om udstillingen kontakt udstillingschef Signe Cecilie Jochumsen

signe.jochumsen@jppol.dk

For yderligere information om Sergei Prokofiev se: http://prokofiev.net/about-cv

Med udgangspunkt i samtidskunsten skaber Politikens Forhal debat og bidrager med nye perspektiver på vores fælles samtid og fremtid. Politikens Forhal drives som et selvstændigt udstillingsrum, uafhængigt af medierne i JP/Politikens Hus. Forhallen ledes af udstillingschef Signe Cecilie Jochumsen, som bistås og rådgives af et internt kunstudvalg. Politikens Forhal og Charlottenborg Fonden har indledt et treårigt samarbejde om en årlig udstilling med soloprisvinderen fra Forårsudstillingen (’21, ’22 og ’23) med det fælles ønske, at give samtidskunsten generelt og den prisvindende kunstner specifikt endnu bedre betingelser for at gå i direkte dialog med det omgivende samfund