FORÅRSUDSTILLINGEN 2021

OPEN CALL OG JURY 2021

For 164. gang inviterer Charlottenborg Fonden til at ansøge om optagelse på Charlottenborg Forårsudstilling 2021 i perioden d. 30. november – 21. december 2020. Årets jury spænder over både kollektive og individuelle praksisser alle med markante og bemærkelsesværdige karrierer nationalt og internationalt.

OPEN CALL
I perioden 30. november – 21. december 2020 kan alle kunstnere – uanset baggrund, uddannelse og nationalitet – ansøge om at få optaget værker på Charlottenborg Forårsudstilling 2021. Charlottenborg Forårsudstilling er en af de vigtigste åbne, censurerede udstillinger i Nordeuropa, og er blevet afholdt årligt på Charlottenborg i København siden 1857. Udstillingen fungerer i dag som en lokal begivenhed for international billedkunst, arkitektur og kunsthåndværk/design.

JURY 2021
Juryen består i 2021 af billedkunstner Nina Beier, billedkunster Marie Lund, arkitekt Martin Marker, kunsthåndværker Iben Høj og kunstnergruppen A Kassen. Årets jury er valgt på baggrund af deres solide nationale og internationale erfaring samt deres stærke globale udsyn. Desuden demonstrerer årets jury en alsidighed i arbejdspraksisser og organisationsformer, som danner et bredtfavnende grundlag for udstillingens censur.

GENINDFØRELSE AF FYSISK CENSUR
Charlottenborg Fonden har besluttet at genindføre fysisk censur i den tredje, afgørende censurrunde for at give juryen bedre indsigt i de ansøgte værker. Beslutningen er truffet i forlængelse af ønsket om at sikre kvalitetsniveauet på Charlottenborg Forårsudstilling. Udstillingens to første censurrunder vil fortsat foregå digitalt.

SOLOPRIS OG TALENTPRIS
Forårsudstillingens solopris belønner overordnet kunstnerisk kvalitet og samtidig relevans og overrækkes til vinderen på åbningsaftenen. Med Soloprisen følger en invitation til en soloudstilling i 2022 samt 15.000 kr. til realiseringen af projektet. Talentprisen går til en kunstner, der i sin praksis både udviser en eksperimenterende tilgang og besidder et, for juryen, interessant udviklingspotentiale. Vinderen af Talentprisen honoreres med 10.000 kr.

FORÅRSUDSTILLINGEN
Forårsudstillingen har i årenes løb udgjort det første betydelige skridt for mange unge kunstnere i vejen mod en professionel karriere, samtidig med at udstillingen ofte har præsenteret nye værker af mere etablerede navne. Gennem Charlottenborg Forårsudstillings lange historie har kunstnere, der i dag er internationalt anerkendte, debuteret eller præsenteret værker på udstillingen, herunder Per Kirkeby, Alvar Alto, Jørn Utzon, Olafur Eliasson, Jasmina Cibic, Jeppe Hein, benandsebastian, Anne Haaning og mange flere.

UDSTILLINGSSTED
Charlottenborg Forårsudstilling afholdes hvert år på Kunsthal Charlottenborg i København, som er et af de største udstillingssteder for samtidskunst i Nordeuropa. Kunsthallen har til huse i et nederlandsk barokpalæ, der er en tilbygning til det historiske Charlottenborg Slot, der også huser Det Kongelige Danske Kunstakademi. Charlottenborg Forårsudstilling 2021 vil blive vist i perioden 7. februar – 7. marts 2021.

CHARLOTTENBORG FONDEN
Udstillingen arrangeres af Charlottenborg Fonden og dens bestyrelse, bestående af billedkunstner John Kørner, arkitekt Peter Møller Rasmussen, fotograf Søren Rønholt, smykkekunstner Annette Dam, billedkunstner Christina Augustesen og billedkunstner Ann Sophie von Bülow.