SCREENING: FILMVÆRK AF NIELS ØSTERGAARD MUNK
11 marts 2021 @ 8:00 pm - 8:30 pm
SCREENING
SCREENING: FILMVÆRK AF NIELS ØSTERGAARD MUNK
Foto Søren Rønholt
Den 11 marts, kl. 20.00 vil årets soloudstilling, ‘Lige efter krigen var jeg sikker på, at jeg kunne finde stedet’ af Niels Østergaard Munk, blive screenet i en digital version og I kan følge den derhjemme.
Årets soloudstiller, Niels Østergaard Munk, deltager med film-installationen Lige efter krigen var jeg sikker på, at jeg kunne finde stedet. Værket skildrer kæresteparret Ib og Helle, der studerede på Kunstakademiet under besættelsen og var stærkt engagerede i modstandsbevægelsen. Ib Mogens Bech Christensen var pacifist og militærnægter og havde i løbet af trediverne set med stor bekymring på, hvad der foregik rundt omkring i Europa. Gennem modstandsarbejdet etableret omkring Bizzie Høyers forberedende malerskole mødte han Helle Monies. Sammen involverede de sig i løbet af 1943 i flere forskellige modstandsgrupper, men 1. januar 1944 dannede de deres egen gruppe, 1944-gruppen. I foråret det følgende år blev Ib og Helle klar over, at de ventede barn, og de giftede sig i Sverige dagen efter Ibs 25-års fødselsdag. En måned senere blev Ib dræbt i en skudveksling med det tyske politi, halvanden uge før befrielsen. Helle forblev i eksil i Sverige frem til befrielsen, der blev den værste dag i hendes liv; mens hele landet jublede, fik hun besked om Ibs død. Tre måneder senere, på fredsdagen den 15. august, hvor Japan endelig overgav sig, og verdenskrigen officielt sluttede, fødte Helle en lille pige. Hun fik navnet Lone, som var Helles dæknavn under besættelsen.
Følg med på Charlottenborg Forårsudstillings Facebook side.