» English
 

Vejledning og betingelser for ansøgninger til Charlottenborg Forårsudstilling 2019.

OPEN CALL finder sted i perioden 30. november - 21. december 2018. Ansøgning foregår online via link, der er tilgængelig på forsiden fra d. 30. november. Yderligere information og vejledning finder du på ansøgningsplatformen.

Hvem kan ansøge om optag på Charlottenborg Forårsudstilling?
Forårsudstillingen optager værker af kunstnere uanset baggrund, uddannelse og nationalitet. Ansøgere skal være fyldt 18 år. Enkeltpersoner såvel som grupper er velkomne til at ansøge.

Hvad koster det?
Ansøgningsgebyret er 575 DKK og betales online som første trin i ansøgningsprocessen. Ansøgningen kan ikke gennemføres og godkendes med mindre betalingen er gennemført. Der kan betales med følgende kort: Dankort, MasterCard, Visa, Visa Electron. Du modtager en kvittering på dit køb på mail. Når din betaling er godkendt kan du uploade dine bidrag og efterredigere indtil deadline d. 21. december 2018 kl. 23:59.

Hvor mange værker må jeg ansøge med?
Du kan søge med op til 5 bidrag i kategorierne maleri, tegning, skulptur, installation, grafik, mixed media, arkitektur, design, kunsthåndværk, foto, video, film, performance, animation, lydkunst, net.art, software art, visuel poesi (blandformer af tekst og billede), event og talks. For hvert bidrag kan du uploade 4 billeder, og der vil være et felt til noter eller supplerende beskrivelse. Der er en tidsbegrænsning på 5 minutter på video, film, animation og andre tidsbaserede værker. Tidsbegrænsningen gælder kun ansøgningsvisningen og ikke for den endelige visning af evt. antagne værker. Værkerne må højst være 2 år gamle og må ikke have været udstillet før på andre censurerede udstillinger i Danmark. Charlottenborg Fonden tager desuden forbehold for at reducere omfanget af store pladskrævende performances og installationer og kan i yderste konsekvens vælge ikke at vise værket. Dette vil dog altid ske i tæt dialog med den/de antagne kunstner/kunstnere.

Hvad skal jeg indsende, når jeg ansøger?
Ansøgning om optagelse på Charlottenborg Forårsudstilling foregår online. Det betyder, at der ikke modtages fysiske værker til juryens bedømmelse. Du skal i stedet uploade dine bidrag digitalt. Billederne af dine bidrag skal være af så god en kvalitet, at juryen ikke kan være i tvivl om værkets udseende og karakter. Vi accepterer følgende digitale formater og data typer: .jpg, .gif, .png, .pdf, .swf, .mp4, .mp3, YouTube video eller andre online værker (skal kunne afvikles på almindelig browser (fx Mozilla/Internet Explorer), URL indsættes i ansøgningen.

Bemærk venligst: Lad ikke dine datastørrelser være højere end nødvendigt er. Vi efterbearbejder/komprimerer ikke dine filer så tænk også på, at det datamæssigt skal være rimeligt for juryen at downloade og opleve. For video og filmiske værker, der bliver antaget på Charlottenborg Forårsudstilling, gælder det, at de skal indleveres/indsendes (evt. i en højere opløsning) på et USB-stik til Charlottenborg Fonden på Kunsthal Charlottenborg i perioden d. 21. - 22. januar 2019.

Hvad sker der med mit ansøgningsmateriale efter jurybedømmelsen?
De oploadede filer der ikke bliver antaget på udstillingen slettes fra Charlottenborg Fondens server efter, juryens arbejde er afsluttet. De bidrag der antages af juryen vil forblive på Charlottenborg Fondens server til brug for udstillingskatalog samt i markedsførings- og formidlingsøjemed.

Tilladelse til visning
Når du ansøger med billeder af dit/dine bidrag, giver du tilladelse til, at Charlottenborg Fonden og Kunsthal Charlottenborg må publicere dit/dine bidrag i udstillingskataloget, og at billedmateriale af dit/dine bidrag må anvendes af pressen til publicering i forbindelse med mediedækningen af Forårsudstillingen samt til formidling og annoncering på Forårsudstillingen/Charlottenborg Fonden/Kunsthal Charlottenborgs hjemmeside, sociale medier (Facebook og Instagram) osv. Ansøger kan ikke kræve royalties eller andet vederlag fra de forskellige medier, Charlottenborg Fonden eller Kunsthal Charlottenborg i denne forbindelse.

Hvornår og hvordan får jeg besked om, at jeg er optaget eller ej?
Juryens afgørelse sendes ud på e-mail til den adresse, du opgiver i din ansøgning. Alle ansøgere får svar omkring d. 9. januar 2019. Når et værk er antaget til udstillingen, kan ansøgeren ikke kræve, at værket ikke bliver udstillet. Ansøgeren kan heller ikke kræve et værk tilbage før, udstillingen er slut.

Hvis jeg bliver optaget, skal jeg så selv stå for ophængning, opbygning og installering?
Nej, ikke hvis der er tale om mindre værker, der nemt kan placeres eller hænges op, men ansøgere der bliver optaget med større installationer har altid ansvaret for deres egne opbygninger. Det er op til Charlottenborg Fonden, at vurdere, om ansøgeren selv skal stå for installeringen.

Hvis jeg bliver optaget, skal jeg så selv stå for teknisk udstyr?
For antagne værker der kræver særligt udstyr, fx film, video, lyd, computerkunst osv. er det kunstneren selv, som står for det nødvendige udstyr (leje, dækning af omkostninger osv.) samt opsætning heraf. Kunstneren (eller en stedfortræder) skal desuden selv stå for den daglige betjening af værket i udstillingsperioden. I tilfælde hvor der foreligger en nem tænd/sluk manual kan Charlottenborg Fonden påtage sig den opgave. Charlottenborg Fonden tager forbehold for, at tage et værk ud af udstillingen, der ikke fungerer korrekt.

Hvis jeg bliver optaget, skal jeg så selv stå for forsikring, pakning, transport af mit/mine værker til og fra Kunsthal Charlottenborg?
Ja, du skal selv stå for pakning og transport af dit/dine bidrag til Kunsthal Charlottenborg samt eventuel transportforsikring, ligesom for nedpakning og returtransporten efter udstillingen er slut. Charlottenborg Fonden dækker ikke omkostninger forbundet hermed. Dine bidrag vil være forsikret (udelukkende ved indbrud og brand) i perioden, hvor de befinder sig på Kunsthal Charlottenborg. I ansøgningen skal du oplyse henholdsvis forsikringssum og salgspris på dit værk/værkerne. Forsikringssummen omfatter de omkostninger, der er i forbindelse med produktion/genskabning af værket/værkerne, mens salgsprisen er prisen for at købe dit værk/værkerne (inkl. evt. moms).

Hvornår skal bidrag, der bliver antaget til Forårsudstillingen, indleveres?
Dit/dine bidrag, såfremt de udvælges af juryen, skal indleveres fysisk til Charlottenborg Fonden på Kunsthal Charlottenborg i perioden d. 21. - 22. januar 2019. Værker, der ikke kan indleveres personligt, kan sendes til kunsthallen efter aftale med Charlottenborg Fonden. Alle værker skal være fonden i hænde senest d. 22. januar 2019. Charlottenborg Fonden dækker ikke omkostninger forbundet med transport, transportforsikring etc. 

Hvis nogen køber det værk/værker, jeg udstiller, hvordan foregår så betalingen?
Ved ethvert salg af værker på Charlottenborg Forårsudstilling tager Charlottenborg Fonden 30% i provision og forestår salget. Salgsprisen, som du opgiver i ansøgningen, skal derfor være inkluderet provisionen. Du vil først modtage betaling fra Charlottenborg Fonden, når køber har betalt det fulde beløb. Salgsprisen bedes fastsættes, så den inkluderer alt, hvad køberen ser (dvs. rammer og lignende), inklusiv oplysninger om, hvorvidt værket findes i mere end et eksemplar eller ej, hvilket også skal oplyses i ansøgningen. Charlottenborg Fonden er uden ansvar overfor dig, hvis en køber springer fra.

Hvis jeg ønsker mere information, hvem kontakter jeg så?
Signe Kahr Sørensen
Daglig leder og udstillingskoordinator
Charlottenborg Fonden
E-mail: sks@charlottenborg-fonden.dk
Tlf. +45 4028 2941 (træffetid: mandag-fredag kl. 10-14)